45-årige Heidi Madsen har et bord i sin butik, hvor hun kan sidde og male eller sysle med kreative projekter. Hun har altid ønsket sig at have sit eget sted. Foto: Kristine Lund Nydahl
45-årige Heidi Madsen har et bord i sin butik, hvor hun kan sidde og male eller sysle med kreative projekter. Hun har altid ønsket sig at have sit eget sted. Foto: Kristine Lund Nydahl
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Heidi har åbnet madsted i Vestergade i Horsens

Bipolar kok åbner ny café med hjerterum, økologi, kunst og secondhand-varer i Vestergade i Horsens


 

Da Heidi Madsen fortalte en ven, hun havde planer om at åbne sin egen butik med mad og brugskunst, var reaktionen:

“Du er ikke rigtig klog, når du kaster dig ud i sådan et projekt.”

“Nej,” sagde Heidi Madsen grinende.

“Det har jeg også papir på.”

45-årige Heidi Madsen er bipolar, kokkeuddannet og for nylig sprunget ud som selvstændig. Hun har netop åbnet caféen 'Mad og Kunst' i Vestergade 1 i Horsens.

Det er første gang, Heidi åbent står frem og fortæller om sin psykiske sygdom. Hun har nemlig mødt mange fordomme i sit liv - men dem vil hun gerne forsøge at modbevise.

“Folk er bange for, hvad en psykisk syg kok kan finde på at gøre i et køkken med farlige redskaber,” fortæller Heidi.

Selv foretrækker kokken at bruge køkkenknivene på at lave rustikke, danske retter, hun kan sælge i sin café til rimelige priser.

“Prisen er et sted, hvor alle kan være med. Vi er i et område, hvor der ikke sker så meget, og hvor folk ikke har så mange penge,” siger Heidi Madsen, der gerne vil hjælpe, hvor hun kan.

Hun hjælper blandt andet som frivillig drivkraft i en selvhjælpsgruppe, hvor bipolare kan mødes og snakke sammen. Selvhjælpsgruppen får en plads i Heidis nye café, hvor de kan mødes hver mandag.


Mad med god samvittighed

Cafén byder på dagens ret i form af blandt andet medister, tarteletter og boller i karry. Derudover er der et udvalg af kaffe og kager til eftermiddag samt en brunchbuffet. Her benytter Heidi også lejligheden til at give en ekstra hjælpende hånd til dem, der måtte trænge.

“Jeg smider ikke noget ud. Når jeg tømmer brunch-buffeten, giver jeg doggybags ud til dem i området, der har brug for det. Det er bedre at give det ud end at smide det ud.”

Heidi Madsen er bipolar - det man i gamle dage kaldte maniodepressiv. Foto: Kristine Lund Nydahl
Heidi Madsen er bipolar - det man i gamle dage kaldte maniodepressiv. Foto: Kristine Lund Nydahl

Grøn butik

Maden i caféen er økologisk, og alle møbler i butikken er enten købt i genbrug eller fundet i venners gemmer.

Det grønne tema er gennemgående i Heidis butik, og hun har malet den ene væg i netop denne farve. Det skal repræsentere den bæredygtighed, der er så vigtig for hende.

“Vi skal tænke på vores miljø, og vi skal hjælpe hinanden,” siger Heidi kort og godt.


Kunst og genbrug

Mad og Kunst er, som navnet antyder, mere end kun en café. Der vil være skiftende udstilling af lokale, ukendte kunstnere, som Heidi gerne vil hjælpe frem. De udstillede billeder har besøgende mulighed for at købe. De billeder, der hænger på butikkens vægge lige nu, er malet af Heidi selv og hendes børn.

Udover malerierne sælger Heidi også diverse secondhand ting i sin butik. I disse dage byder udvalget blandt andet på smykker, kjoler og bøger, men hvad man kan finde i butikken, vil variere.

Mad og Kunst har åben hver dag klokken 10 – 22. Søndag er der lukket.

 


Publiceret: 20. Marts 2017 11:45
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Horsens

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere