26-årige Louise Møldrup Sterndorff har åbnet en frisørsalon på Skolebakken 16 i Horsens. Foto: Kristine Lund Nydahl
26-årige Louise Møldrup Sterndorff har åbnet en frisørsalon på Skolebakken 16 i Horsens. Foto: Kristine Lund Nydahl
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny miljørigtig frisør i Horsens

Louise har åbnet en frisørsalon i Horsens. Hun klipper, farver og sætter håret på drenge og piger i alle aldre


 

“Jeg står hver dag og gør folk lækre, og sender folk ud af døren med et smil - hvad er der ikke at kunne lide?”

Sådan siger 26-årige Louise Møldrup Sterndorff, der for nylig har åbnet sin egen frisørsalon 'Hair By Sterndorff' på Skolebakken 16 i Horsens.

Med den nyåbnede salon har den 26-årige frisør fået opfyldt en drøm, der går så langt tilbage, som hun kan huske.

“Det har altid været min drøm, at have min egen salon. Da jeg var seks år, sagde jeg til min mor: 'Når jeg bliver stor, åbner jeg min egen frisørsalon'. Da jeg gik i 9. klasse, kunne jeg fortælle hende, at jeg havde meldt mig ind på frisørskolen i Aarhus,” siger Louise.

Louise er vokset op i Stensballe, og vendte tilbage til Horsens, da hun som 16-årig skulle i lære som frisør. Hun blev færdiguddannet i 2012, og har siden arbejdet i saloner i både Aarhus og Horsens. Nu er frisøren permanent vendt tilbage til Horsens.


Miljøvenlig frisørsalon

“Da dette helt fantastiske tilbud kom, kunne jeg hurtigt se min drøm falde på plads. Jeg er kun blevet bekræftet i den, siden jeg fik mit eget sted. Det er fantastisk. Selvom jeg nogle gange har været i salonen i 11 timer, kommer jeg hjem, og føler ikke, jeg har været på job - det er jo sådan, det skal være,” smiler frisøren.

Louises frisørsalon er holdt i det, hun kalder 'ny nordisk stil' og er indrettet med rå stenvægge og træmøbler.

“Man laver sin forretning efter hvem man selv er - og jeg er nok lidt af en luxushippie,” siger Louise Møldrup Sterndorff.

Hun undgår produkter med stoffer som ammoniak, parabener og resorcinol, og forsøger at minimere indholdet af parfume. Louise kalder derfor sin frisørsalon miljørigtig.


Alle er velkomne

“Det er vigtigt for mig, at jeg har de rigtige produkter på hylderne og at jeg ved, hvad jeg giver mine kunder med hjem,” siger hun.

'Hair By Sterndorff' er for hele familien, og både små og store, mænd som kvinder, er derfor velkomne i salonen.

“Jeg ser gerne alle aldre og typer. Det er fedt, at have mange forskellige mennesker i salonen, og det giver forskellige udfordringer,” siger Louise.

Der skal ikke nødvendigvis den helt store brudehårsopsætning til for at imponere. Nogle gange er et par rottehaler nok. Foto: Kristine Lund Nydahl
Der skal ikke nødvendigvis den helt store brudehårsopsætning til for at imponere. Nogle gange er et par rottehaler nok. Foto: Kristine Lund Nydahl

Solbrun hud og opsat hår

Én bestemt kundetype har dog en særlig plads i frisørens hjerte.

“Jeg elsker at have børn i stolen, og snakke med dem om alt muligt. Jeg laver sjove opsætninger og farver i deres hår. At se barnets smil bagefter, siger alt.” Hos 'Hair By Sterndorff' kan man mere, end at få klippet og farvet håret. Der er mulighed for at tage sol eller få en spraytan i et selvbetjent solcenter der er tilknyttet salonen. Desuden ordner Louise gerne vipper og bryn, lægger makeup eller laver kunstfærdige håropsætninger. Mod et beløb kan Louise også bestilles til at køre ud til en gruppe for at lave håropsætninger privat til for eksempel et bryllup.

På 'Hair By Sterndorff's Facebookside lægger Louise hver tirsdag en video eller billedserie op, hvor hun giver tips til hårpleje og opsætninger. Folk kan ønske et tip på Facebooksiden, og så trækker Louise lod blandt forslagene.

“Jeg giver mine små fif, der hjælper folk til at blive dygtigere til at ordne håret hjemme, så længe folk vil have dem. Jeg vil, hvad mine kunder vil,” siger frisøren.

Louise er ene mand i sin salon, men håber, hun en dag kan få selskab.

“Jeg håber, jeg kan udvide med en sød elev på et tidspunkt. Jeg vil gerne hjælpe til, at der kommer flere gode lærepladser og flere dygtige frisører ud.”

Se mere på www.hair-by-sterndorff.dk

 

 


Publiceret: 20. April 2017 15:35
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Horsens

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere